ZecretZervice – falsk underholdning
Duoen har underholdt siden 1996 i hele landet. De har optrådt for alle slags selskaber – fødselsdage, bryllupper, konfirmationer, firmafester, receptioner, jubilæer, indvielser, teambuilding etc.
Vores erfaring er, at uanset begivenhedens karakter, gør Zecret Zervice den sjove forskel. Det bliver ikke den fest dine gæster havde drømt om – den bliver værre og vanvittig morsom. Publikum oplever den latter, de f.eks. kan huske fra skolen, hvor de ikke måtte grine og ikke kunne lade være.
Når du ringer til os vil vi først og fremmest udspørge dig om arrangementet – hvad skal fejres, hvor og hvornår skal den foregå … og hvad har du tænkt dig – skal du have tjenere, falske gæster eller medarbejdere til din fest?
ZecretZervice fortæller selvfølgelig gerne om alle deres bedrifter, så du får et indtryk af, hvad du går ind til. Allerede dér griner du.
ZecretZervice elsker at optræde som disse ”skøre” kvinder og giver hver gang publikum en oplevelse for livet.
Vi ved, at humor forener …
ZecretZervice som FALSKE TJENERE
Teatertjenere – en fest I aldrig vil glemme!
ZecretZervice har videreudviklet det amerikanske koncept ”Falske tjenere”. Den første time ligner de almindelige tjenere … men stille og roligt begynder det hele at tage en uventet drejning, og derefter er intet normalt.
Hver tjener har sin karakter, hvadenten det er den distræte, den maniske eller ’hende den sure’. Efterhånden som festen skrider frem, kommer deres karakterer mere og mere til syne, og til sidst udspilles en mindre soap-opera foran de måbende gæsters øjne.
Pludselig bliver desserten serveret midt i hovedretten, tjenerne begynder at blande sig mistænkeligt i samtalerne. Den højtelskede sekretær får overdreven særbehandling … en tjener samler madrester ind til sin hund … sig mig – er den ene af dem ikke lidt beruset?
Sidemanden begynder at grine hysterisk … (for nu har han opdaget det) – men han vil ikke sige noget, for hvem vil gå glip af, at opleve skjult kamera live.
Konceptet er blevet en bragende succes i Danmark, og vi har til dato kun glade kunder, der lang tid efter har haft noget at snakke om. Det bryder alle konventioner om, hvordan en fest traditionelt bør forløbe. Eller som en af vore gæster udtrykte det: ’Tak fordi I tog røven på mig!’
Alt kan ske. Eller som ZecretZervice ynder at udtrykke det: Vi garanterer intet – men lover alt!
FALSKE GÆSTER
Festen er et mareridt – du er blevet placeret ved siden af festens absolut mest kiksede gæst. Hende, alle taler om og helst undgår kontakt med. Alene hendes påklædning … Hun overholder ingen konventioner og afbryder samtaler, derudover nyser hun højt og hele tiden. Efter at have undersøgt, nærmest dissekeret buffeten, tager hun sin pergament-indpakkede madpakke frem og gnasker den højlydt i sig. Og så har hun sin søster med, og hun er nærmest endnu værre.
Sammen hærger de 2 festen med medbragte sange og taler og sindssyge indfald. Til stor glæde for værtsparret og forfærdelse for de øvrige gæster, der dog hen ad vejen kan ånde lettet op … det er kun falske gæster.
Alt dette forudsætter selvfølgelig et forudgående forarbejde med værtsparret. Alibiet for de falske gæster skal være i orden.